Det danske arbejdsmarked har brug for nye, overordnede spilleregler for hele arbejdsmarkedet. Derfor må regeringen og fagforeningerne arbejde sammen om at definere disse regler.
Tiden er inde til en egentlig lønmodtagerlov, der dækker alle lønmodtagere i Danmark, hvad enten man er individuelt ansat eller ansat under en kollektiv overenskomst. En lov, som også sætter regler for den udenlandske arbejdskraft, der i perioder, hvor den danske arbejdsstyrke ikke er tilstrækkelig, tager arbejde i Danmark. En lønmodtagerlov betyder jo ikke et endeligt for de kollektive forhandlinger, for de lønmodtagergrupper, hvor det kollektive aftalesystem er hensigtsmæssigt. Derimod betyder det, at lønmodtagere, som har valgt at indgå individuelle aftaler, også får nedfældede spilleregler.
Hvorfor ikke erkende, at Den Danske Model i sin nuværende form er død?
Både regeringen og LO har i forårets forhandlinger om Velfærdsreformen vist, at der er behov for lovgivning på området. Emner, som traditionelt hører overenskomstforhandlingerne til, har været genstand for disse forhandlinger. Næsten før forhandlingerne var overstået, nedlagde plejepersonalet i store dele af landet arbejdet med krav om mere i løn. Det gav genlyd på Christiansborg.
Det ene politiske parti efter det andet er på banen med løfter om mere i løn til SOSU-assistenterne. - Og det oven i købet partier, der normalt hylder Den Danske Model.
Hele dette forløb viser blot, at behovet for en lønmodtagerlov trænger sig på.