Der er principielt to måder at være ansat på: efter en kollektiv overenskomst eller efter en individuel kontrakt. Nogle vælger det individuelle, andre vælger det kollektive. Men hvorfor er det så lige, at det skal føre til, at LO, FTF og AC og deres organisationer råber "nassere" efter de individuelle?
Der er mange jobs, hvor de ansatte får mest ud af at være organiseret kollektivt, det vil sige at andre kollektivt forhandler løn og ansættelsesvilkår for dem. Det er jobs, hvor der er tradition for f.eks. at strejke, hvis forhandlingerne ikke fører til de ønskede resultater. Eksempler kunne være sygeplejersker på sygehusene, buschauffører i den kollektive trafik og så videre. Stort set alle offentligt ansatte er omfattet af en kollektiv overenskomst, så generelle forbedringer af deres ansættelsesvilkår sker via disse forhandlinger. Dog er man med "ny løn" i gang med at skabe rum for forbedringer via individuelle forhandlinger.
Der er imidlertid heller ingen tvivl om, at der er mange jobs, hvor medarbejderen er den bedste til at forhandle sine egne individuelle løn- og arbejdsvilkår. Her er tanken om kollektive forhandlinger og arbejdskampe i form af strejke og blokade meget fjern. Eksempler på individuelt ansatte kan være personer, der er specialister og ofte funktionærer, som er ansat pga. deres særlige kompetencer. Det kan være indenfor reklamebranchen, sekretærer hos advokater, ejendomsmæglere, salgskonsulenter eller andre liberale erhverv. Men det kan også være mange andre typer af jobs indenfor den private sektor. Det er min erfaring, at de fleste jobs, der bliver skabt i det nye vidensamfund, besættes med personer med helt særlige kvalifikationer, og langt de fleste af disse ansættes på individuel kontrakt. Og hvem er bedre til at tale sin egen sag end personen selv?
Inden for den private sektor er 2/3 af alle funktionærer ansat på individuelle kontrakter, og en undersøgelse, som Ugebrevet Mandag Morgen har offentliggjort for nylig viser, at over halvdelen af alle under 40 år faktisk helst vil forhandle løn direkte med deres arbejdsgiver.
Plads til alle
Ved de netop overståede overenskomstforhandlinger, satsede LO benhårdt på kollektive løsninger. Det har jeg det selvfølgelig helt fint med, men jeg undres stadig over, hvorfor alle individuelt ansatte, som har valgt individuel organisering, skal udråbes som nassere?
I det moderne samfund, som vi lever i, er der behov for begge ansættelsesformer. I vidensamfundet er der mest brug for individuelt ansatte, i det mere traditionelle industrisamfund er der brug for kollektive regler. De medlemmer, som jeg møder, oplever det som håbløst at forsøge at opnå bedre vilkår i jobbet via strejke. I deres job er kollektive forhandlinger og strejke simpelthen ikke er en realistisk mulighed.
Det er på tide, at fagbevægelsen erkender, at det er os, der skal opfylde lønmodtagernes behov og ikke omvendt. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken og lade som om, at det individuelle ansættelsesforhold ikke eksisterer. Det danske samfund har brug for al den arbejdskraft, det kan få, og når man ser ud i den virkelighed, vil man ikke kunne undgå at konstatere, at det individuelle eksisterer, og det har fuld fart på.