Lønproblematikken i det offentlige har forståeligt nok været på dagsordenen længe, og med udsigt til en snarlig valgkamp har politikernes velvilje nærmest udviklet sig til en konkurrence i at tilbyde den største lønforhøjelse til offentligt ansatte inden for social og sundhedsområdet.
Politikerne lovpriser den danske model, men hvis de virkelig går ind for et arbejdsmarked, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere - uden politisk indblanding - aftaler løn og arbejdsvilkår ved overenskomstforhandlinger, hvordan kan de så agere som om den danske aftalemodel er død? Stiller man en gruppe offentligt ansatte lønstigninger i udsigt fra politisk side, bør politikerne vide, at de underminerer den danske model. Indtil videre har politikernes indblanding været uden konsekvenser - sådan bliver det ikke ved med at være.
Konsekvensen af politikernes store løfter vil vi føle, når lønforhandlingerne går i gang. Der er ikke noget at sige til, at de offentligt ansatte har meget høje forventninger til forhandlingerne, men de bliver højst sandsynligt ikke indfriet, fordi den samlede regning bliver for stor for staten.
Modellen er blevet et tabu, som ingen tør at stille spørgsmålstegn ved. Men politikerne har fundet fidusen, for de ved, at der er stemmer i at fortælle vælgerne det, de gerne vil høre, selv om de i realiteten burde være uden for indflydelse. Men de ved også, at der ingen stemmer er i at kritisere det danske arbejdsmarkeds organisering. Derfor udebliver debatten om, hvad der skal ske med arbejdsmarkedet i fremtiden, når den danske model sættes ud af spil. For igen at få skabt ordnede forhold på arbejdsmarkedet må vi erkende, at den danske model i sin nuværende form er døende og begynde at tænke nyt. En lønmodtagerlov kunne være et forslag - lad os så få skudt den debat i gang!