Ændring af Den Danske Model er et af de tabuer, vi kæmper med her i landet. Modellen blev skabt i slutningen af 1800-tallet og har overlevet mangt og meget siden da. Længe kunne man slet ikke tale om, hvor længe den kunne leve. Den var en form for grundsubstans, ingen kunne røre ved.
2007 blev året, hvor den kunne se sit endeligt i øjnene. Typisk for et tabubelagt område lægger vi i virkeligheden tavst modellen i graven uden åben erkendelse af, at nu er det sket. Det stiller et stort spørgsmål: Hvad skal der så ske med det danske arbejdsmarked? Vi skal jo have en eller anden form for system, et regelsæt.
Men hvorfor lægger jeg nu denne gamle ærværdige institution i graven? Svaret er, at det har vi faktisk alle gjort i fællesskab her igennem foråret og hen over sommeren.
Det er svært helt at sige, hvor det begyndte. Måske startede det med artiklerne i Ugebrevet Mandag Morgen, der handlede om, hvor lidt opbakning de store LO-organisationer havde i deres egne medlemsgrupper. F.eks. var det kun ca. 25 pct. af HKs medlemmer, hvis "hjerte bankede for HK". Måske var det Mandag Morgens undersøgelse, der viste at mere end halvdelen af lønmodtagerne under 40 år foretrak individuelle lønforhandlinger frem for de kollektive overenskomstforhandlinger, der fik Den Danske Model til at vakle.
Pludselig inviterede statsministeren LO-formanden og flere af LOs forbundsformænd til forhandlinger - trepartsforhandlinger. Det var der jo sådan set ikke noget galt i, men blandt emnerne for forhandlingerne var meget overenskomst-egnet stof. Statsminister Anders Fogh havde på snedig vis fået etableret forhandlinger om arbejdsvilkår, som traditionelt var overenskomst-forhandlingsstof, i andre rammer end sædvanligt. LOs Hans Jensen og hans forbundsformænd mødte så at sige op til kollektive forhandlinger om væsentlige forhold for deres medlemmer uden deres vigtigste våben- strejkevåbnet.
Den Danske Model havde fået endnu et par grundstød, men det var kun begyndelsen. Efter de afsluttede forhandlinger om en kvalitetsreform gik mange offentligt ansatte på gaden og demonstrerede for mere i løn, og så kom der for alvor gang i sagerne. Det ene politiske parti efter det andet kom på banen med tilkendegivelser om, at de gik ind for lønløft til SOSUerne. Det var lige fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten. De eneste, der holdt sig ude, var regeringspartierne, De Radikale og Ny Alliance, men regeringspartierne havde jo allerede torpederet den Danske Model. Partier som i deres officielle taler og skriverier har hyldet den Danske Models udødelighed, forlod den nu, som om den var en anden synkende skude.
Sidst kunne jeg så læse FOA-formand Dennis Kristensens kronik i JP den 17.07.07, hvor han går forsigtigt omkring emnet Den Danske Model som katten om den varme grød. Hylder han den, eller har han som den dygtige organisationsmand han er, erkendt at dens dage er talte. I hvert fald i dens nuværende form. I sin kronik erkender Dennis Kristensen, at kvinderne på arbejdsmarkedet har haft et efterslæb, siden de kom ind på arbejdsmarkedet. Det vil sige i mere end 30 år! De fik ret til ligeløn og ligebehandling, og æren Dennis vil Kristensen gerne dele mellem fagforeninger og Folketing. Æren var nu rettelig mere EFs, for både ligeløn og ligebehandling fik vi på baggrund af direktiver derfra. Arbejdsmarkedets parter havde drøftet det i årtier men ikke opnået resultater, der var værd at snakke om. Typisk er det da også, at Dennis Kristensen i sin kronik, endda i overskriften, sætter sin lid til regeringsmagten, når det handler om at råde bod på kvindernes efterslæb. Han har jo dermed erkendt, at arbejdsmarkedets parter har spillet fallit på området, fordi der ikke er udsigt til, at noget vil ændre sig i de kommende år.
Det er som om alle interessenter i modellen har erkendt, at den er holdt op med at trække vejret, men ingen har lyst til eller måske modet til at udtale ordene: "Den er død".
Det er også skræmmende ord, for samtidig med at man udtaler dem og erkender, at en epoke er slut, skal man jo tage fat på en debat om, hvad der så skal ske. For det danske arbejdsmarked kan jo ikke undvære struktur og ordnede forhold. Samtidig med at Den Danske Model er erklæret "hjernedød" (undskyld udtrykket), er der begyndt at komme lidt "pippen" her og der om, hvad der kunne sættes i stedet: En lønmodtagerlov.
O ve og skræk kan jeg næsten høre det lyde fra LO og DAs højborge - alt andet end det. Men inden panikken nu griber jer i disse store ærværdige og traditionsbundne organisationer, så hør lige her. Det er jo en kendsgerning at efter vores indmeldelse i EF/EU, er det danske arbejdsmarked blevet stadigt mere lovreguleret. Prof. jur. doktor Hasselbalch anslår antallet af love, der regulerer det danske arbejdsmarked, til mellem 80 og 90 og har efter egne oplysninger knapt nok selv et samlet overblik over hele området!
Det er også en kendsgerning, at der bliver stadigt flere, der er eller ønsker at være individuelt ansatte. Det kollektive område svinder ind på bekostning af det individuelle, på arbejdsmarkedet som på så mange andre områder i samfundet. De sidste mange gange, der har været virkelige storkonflikter i herhjemme, har man sluttet dem med et lovindgreb. En afslutning som stort set alle på en gang har været tilfredse med, fordi det var nødvendigt, men samtidigt beklaget, fordi det stred fundamentalt mod Den Danske Model.
Nu må alle interessenter i det danske arbejdsmarked tage sig sammen og deltage debatten om, hvordan en ny model skal se ud!
En lønmodtagerlov synes uundgåelig for mig, og den er vel trods alt ikke så slem. Det er jo ikke det samme som et slut med kollektive forhandlinger for dem, der vil det. Der vil i mange år endnu være brug for kollektive forhandlinger på en række områder. Vilkårene for disse forhandlinger skal bare defineres i lønmodtagerloven.
Samtidig skal sådan en lønmodtagerlov definere og beskytte de individuelle vilkår, som 100.000 vis af lønmodtagere ønsker at forhandle selv. De gamle "omklamrende" kollektive regler skal blødes op og tilpasses 2007 og de kommende år. Den Danske Model er som nævnt fra slutningen af 1800-tallet, og siden da har kvinderne fået stemmeret, vi har fået den Europæiske Menneskerettigheds Erklæring i 1948, og i det hele taget har vi et fuldstændigt andet samfund nu, end dengang modellens grundstene blev lagt.
Lad os nu erklære den gamle Danske Model rigtigt død og ære den for alt det gode, den har været årsag til.
Vanær den ikke ved at lade den ligge endnu længere i respirator.