Konsekvensen af flere partiers indbyrdes konkurrence om at tilbyde de offentligt ansatte inden for social og sundhedsområdet de højeste lønstigninger, ser vi - ikke overraskende - nu.
Kravene til lønstigninger for alle grupper offentligt ansatte eskalerer i øjeblikket, og der er ikke noget at sige til, at der er meget høje forventninger til de kommende forhandlinger. Det gælder ikke kun inden for plejesektoren.
Forventningerne har spredt sig som ringe i vandet til alle faggrupper, da det har vist sig, at det tilsyneladende er politikerne, der fastsætter lønnen og ikke arbejdsmarkedets parter.
Politikerne bør vide, at de underminerer den danske aftalemodel, når de giver nogle offentligt ansatte lønløfter. Man forstår deres ønske om at påskønne plejepersonalets indsats, men selv om fx læreren og pædagogen muligvis kan glæde sig over, at SOSUerne får mere i løn, så gør det jo ikke deres hverdag nemmere, at deres store indsats ikke også honoreres med lønstigninger. Forventnings-spiralen er ikke overraskende sat i gang. Måske ignorerer politikerne den danske model, fordi de ved, at der er flere stemmer i at fortælle vælgerne det, de gerne vil høre (selv om de burde være uden for indflydelse), end at kritisere det danske arbejdsmarkeds organisering.
Politikernes løngaver vil ikke være uden konsekvenser - En konflikt synes næsten uundgåelig. Hvis vi i fremtiden skal undgå en lignende situation, bliver politikerne nødt til at tage deres del af ansvaret og komme på banen med forslag til, hvad der skal ske med arbejdsmarkedet, når de har valgt at sætte den danske model ud af spil.