At forsikringsselskaberne i vid udstrækning ynder en særlig sendrægtig adfærd, når de skal åbne for kassen til forsikrede kunder, som kommer ud for en alvorlig ulykke, er for de fleste en kendt sag. Normen er, at kunderne parallelt med deres sygdom skal kæmpe længe og hårdt med de velsmurte forsikringsmaskiner for at få deres ret.

 

Imidlertid hører det heldigvis alligevel til sjældenhederne, at en gennemgang af en sags behandling afslører så inkompetent rådgivning, som den et af vores medlemmer har været udsat for hos Funktionærpension.

 

Rådgivningen har været meget mangelfuld, og kontakten, der har båret præg af manglende kompetence, selvmodsigelser og direkte fejl, efterlader det indtryk, at Funktionærpension har forsøgt at undgå økonomiske forpligtelser ved at fortie egne pligter og kundens rettigheder, konstaterer Aksel Spencer Nielsen, der som organisationssekretær og trusted partner har hjulpet Hanne gennem pensionsselskabets fælder.

 

Bækkenbrud og skøre knogler
Sagen daterer sig tilbage fra sommeren 2004, hvor Hanne kort efter sin 60-års fødselsdag bliver kørt ned af en cykel og får brud på bækkenet. Men bruddet vil ikke hele, og Hanne plages af voldsomme smerter, der måned for måned bare vokser sig større og større. Det viser sig, at Hanne lider af knogleskørhed, som også har været til stede inden den skæbnesvangre ulykkesdag.

 

Gennem hele dette forløb følger Københavns Kommune Hannes sag med henblik på at afklare hendes erhvervsevne, og det står klart, at Hanne på intet tidspunkt i forløbet har været i stand til at vende tilbage på arbejdsmarkedet, at hun på intet tidspunkt siden ulykken har været i stand til at passe et job, og at intet fremover kan afhjælpe hendes manglende arbejdsevne.

 

Fra november 2005 får Hanne tilkendt førtidspension på grund af ulykkens følgevirkninger.

Forvirring og utryghed
Kommunens konklusioner og professionelle sagsbehandling står i skærende kontrast til den behandling Hanne møder hos Funktionærpension, hvor hun i tilknytning til en pensionsopsparing er forsikret mod død og invaliditet.

 

På toppen af ulykke og smerter skulle jeg i en stærkt belastet personlig situation holde styr på en skriflig korrespondance med pensionsselskabet, der udover vekslende basisoplysninger og mangelfuld information brillerede ved gang på gang at lægge vægt på forhold, som var helt uden betydning for min sag, konstaterer Hanne og pointerer, at kommunikationen med selskabet skabte forvirring og utryghed.
 
Uden en uvildig rådgiver som bisidder havde jeg nok i ren og skær forvirring og afmagt opgivet min sag ud fra den overbevisning, at jeg alligevel ikke ville få nogen erstatning fra selskabet.