 |
Sej kamp endte i forlig
I juni fortalte vi historien om, hvordan vi på vegne af John Traczyk forberedte en sag om aldersdiskrimination mod Nassau Door. |
Sagen er nu – blandt andet efter virksomhedens krav om tavshedsløfte med bod på 100.000 kroner i tilfælde af løftebrud – endt i forlig med udbetaling af seks måneders løn uden vedhæftet tavshedspligt.
Først ville de slet ikke høre tale om nogen form for kompensation. Så kom FRIE Funktionærers chefjurist på banen, og virksomheden strakte sig med et beskedent tilbud om tre måneders løn. Det afslog vi, og ved det følgende møde havde virksomheden med hjælp fra juristerne i Dansk Industri strikket et tilbud sammen, der tilbød seks måneders løn, mod at vi indgik tavshedsløfte med en bod på 100.000 kroner ved hvert enkelt brud på tavsheden.
Det er John Traczyk – tidligere lagerchef, der blev fyret som tresårig og erstattet af yngre kræfter – der jonglerer med nullerne i beskrivelsen af det forhandlingsforløb, som det sidste halve års tid har præget hans liv og gerning.
Godt nok siger man, at tavshed er guld og tale er sølv, men jeg tror, at både virksomhed og DI’s jurister i situationen havde misforstået udtrykket gråt guld. 100.000 kroner i konventionalbod for at sige sin mening... det forlig faldt til jorden med et brag, lyner John og understreger, at han føler både ret og pligt til at råbe vagt i gevær over for virksomheder, der åbenlyst praktiserer aldersdiskrimination.
Respekt
Vi sætter ytringsfriheden meget højt og har fuld respekt for, at medlemmerne ikke kan købes til tavshed, pointerer Kåre Mønsted.
Han understreger, at kravet om tavshedspligt blev taget af bordet i de videre forhandlinger og pointerer, at sagen om aldersdiskrimination hos Nassau Door efter en sej kamp er landet rimeligt med en erstatning på seks måneders løn. Vi har indgået et fornuftigt forlig, hvor erstatningen for aldersdiskrimination matcher niveauet i ligebehandlingssager.
Nervekrigen startede, længe inden jeg fyldte tres, og det lå helt klart i luften, at Nassau Door ikke ønskede at beskæftige medarbejdere på den forkerte side af 60 år. Men ikke i min vildeste fantasi havde jeg forudset, at jeg skulle gennem et halvt års forhandlinger for at få en anstændig behandling efter næsten 45 års uafbrudt virke på arbejdsmarkedet, siger John Traczyk.
Sagen har været omtalt på TV2/Fyn - senest onsdag den 20. september 2006.