 |
48.000 kroner til tjenerelev
Læremester forløb sig mod elevmedlem og måtte gribe dybt i pengepungen. |
Kristoffer Korshøj har aldrig været bange for at tage fat, og skønt læremesteren var af et hidsigt temperament, og elevansættelsen var præget af mange delevagter og hyppigt overarbejde, klagede han aldrig en lyd.
Men den dag i slutningen af maj, hvor læremesteren i hidsighed og fuld offentlighed gav ham klaps med to franskbrød - et på hver øre - sagde han stop. Kristoffer gik til ørelægen, han gik til politiet, og han ringede til juridisk afdeling.
Selv om hverdagen bød på lidt af hvert, var jeg ærlig talt lidt rystet. Dér gik han over stregen, og jeg vidste med mig selv, at jeg var færdig på Restaurant Fru Larsen.
Derfor ringede jeg til fagforeningen. De bakkede mig op og gik i aktion, husker Kristoffer, der allerede er i gang på ny læreplads - han bliver færdig som tjener til marts næste år, og forbereder ekstraordinær jule-skitur, der med hans egne ord nok bliver lidt vildere end normalt.
Mundtlig forhandling
I den slags sager arbejder tiden altid til fordel for arbejdsgiveren, og vi tog omgående skriftlig kontakt til Kristoffers læremester, foreholdt ham situationens alvor og ophævede Kristoffers uddannelsesaftale, supplerer Kristoffers juridiske rådgiver gennem hele forløbet, advokatfuldmægtig Tanja Bügel Kruse fra københavnerkontoret.
Dernæst lagde vi op til forhandling i telefonen: Dels ved at påpege manglende betaling af et overenskomstmæssigt pensionsbidrag, dels ved at orientere om reglerne for godtgørelse af tabt uddannelsesgode, og dels ved at opridse et typisk sagsforløb ved Tvistighedsnævnet.
Læremesteren havde oplevelsen i helt frisk erindring, han var brødbetynget og kunne godt se, at han var gået aaaalt for langt over for Kristoffer, som han for øvrigt ikke havde indvendinger imod. Samtidig undskyldte han de manglende indbetalinger til pension.
Samtalen blev lukket med en aftale om, at vi skulle vende tilbage med et forslag til forlig, fortæller Tanja og tilføjer, at Tvistghedsnævnet normalt takserer den slags sager til 35.000 kroner.
Men sagen var både grov og speciel, så sammen med Kristoffer blev vi enige om at vende tilbage til restauranten med en opfordring til at mødes omkring et forlig med erstatning i størrelsesordenen 50.000 skattefri kroner plus selvfølgelig efterbetaling af det manglende pensionsbidrag.
I dag, kun en måned senere, er sagen afsluttet i mindelighed, Kristoffer er videre i sit uddannelsesforløb på en bedre kontrakt, og pengene er overført: 48.000 skattefri erstatningskroner og indbetaling af pension for 21 måneders elevansættelse.