 |
Personlig branding til gavn for din fremtidige karriere |
Begrebet branding stammer fra det vilde vesten, hvor cowboys gav køerne et brændemærke, så de altid kunne genkendes. Personer, der i overført betydning er i stand til at brande sig selv, opnår større gennemslagskraft og dermed større mulighed for at indfri både karrieremæssige og personlige
ambitioner.
Når fodboldikonet David Beckham for alt i verden prøver at opretholde sit lykkelig-familie-image, ligger der ikke kun personlige interesser bag. David Beckham siges at tjene 60 millioner kr. om året i Real Madrid og ca. det tredobbelte i reklameindtægter. Reklamekronerne fra bla. Adidas, Pepsi og Gillette er dog forbundet med en nøje planlagt lansbilledtilværelse, så familien har også store økonomiske interesser i at bevare varemærket Beckham.
David Beckham (eller PR-rådgiverne bag) har om nogen forstået værdien af personlig branding. Beckham er så langt fra verdens bedste fodboldspiller, men uden tvivl den mest eksponerede og kendt af stort set alle over hele kloden. Du skal ikke nødvendigvis opføre dig som David Beckham, grundlæggeren af Virgin, Richard Branson eller vor egen Simon Spies, men hvis du anerkender værdien af personlig branding og arbejder bevidst med din egen synliggørelse, har du fat i noget vigtigt til gavn for din fremtidige karriere.
Simon Spies pralede åbenlyst med sin ekstravagante livsstil og dårlige vaner ud fra devisen "dårlig omtale er bedre end ingen omtale". I tilfældet Spies viste det sig at holde stik, idet formandens image som levemand harmonerede fint med hele konceptet med billige charterrejser, grisefester osv. Rådet er ikke bevidst at gå efter omtale for omtalens skyld, men at gøre sig nogle tanker om, hvorvidt du promoverer dig selv optimalt, internt i virksomheden, i forhold til omverdenen eller i fritiden, for at opnå størst mulig livskvalitet eller målopfyldelse.
Ikke altid rimelighed
Som arbejdsmarkedet i dag er skruet sammen, kan det ikke altid nytte at lede efter rimelighed. Det er ikke nødvendigvis altid den dygtigste eller den mest pligtopfyldende medarbejder, som får den højeste løn eller bliver tilbudt de bedste arbejdsbetingelser og avancementsmuligheder. Det er derfor af største vigtighed, at du formår at være synlig på arbejdspladsen og gerne med en klar og positiv profil.
Det handler om synliggørelse
Sørg for, at dine resultater er synlige for de rigtige personer. Har du opnået et godt resultat, så fortæl det. Har du mulighed for at tale for en større forsamling, skal du aldrig forpasse denne chance. Det handler om at træffe beslutningen om at være den, der kan stille sig op og gennemføre en præsentation eller et foredrag. Det er sjældent svært at komme til, da der er mange, der trækker sig i sådanne
situationer. Man skal naturligvis have forudsætningerne for at levere en god præstation at fange sit publikum hvilket faktisk er muligt at lære for de fleste.
En faktor, der ikke må hverken glemmes eller underkendes, er det sociale aspekt. Ved at involvere dig i events hos eksempelvis kunder og leverandører kan du også opnå status som "firmaets mand", ligesom social synlighed internt i virksomheden i forbindelse med receptioner, familiedage osv. også alt sammen tæller i det samlede billede.
Er du ikke den store taler, skal du ikke fortvivle. Der er masser af andre muligheder for at markere sig. Et af dem er det trykte medie. Indlæg til tidsskrifter, aviser, fagblade mv. og gerne påtrykt dit billede er en glimrende mulighed for synliggørelse.
Bevidsthed
Synliggørelse er netop, hvad branding handler om, og ovennævnte vil måske på nogle virke frastødende, selvhævdende og det, der er værre. Man er bare nødt til at forholde sig til, at ordsprog som "Den der lever skjult, lever godt", og "Flyv ikke højere end vingerne kan bære" ikke rigtig er slået igennem i erhvervslivet. Og helt ærligt, ville det hele ikke være lidt gråt uden typer som FCK-bossen Flemming Østergaard alias Don Ø, Kurt Thorsen og Hummels Christian Stadil? Fælles for de tre er, at de alle er meget bevidste om de store eksponeringsmuligheder, der ligger i at bruge sig selv som "brand". Selv i jantelovens land kan det være okay, ligesom i skolegården at stille sig op og sige "se mig".
Ledelsesrådgiver Peter Horn, der har stor erfaring i ovennævnte, sammenfatter budskabet således i sin bog om emnet personlig branding:
Den personlige branding er evnen til at synliggøre sin personlighed og færdigheder i en strategisk sammenhæng over for andre. Det er i karrieremæssige sammenhænge et stedse vigtigere parameter og ofte en forudsætning for, at man kan dokumentere, at man rent ledelses- og kompetencemæssigt er i stand til at overskride grænsen mellem at være god og suveræn. Og allerede der er der en verden til forskel.