M. Tvisteløsning

Retten til at forhandle egne løn- og ansættelsesvilkår skal også omfatte en forhandling om opsigelse eller bortvisning og dermed tiden efter ansættelsesforholdets ophør. Arbejdsgivers manglende deltagelse i en sådan forhandling, trods anmodning herom fra en lønmodtager, skal være både straffe- og godtgørelsessanktioneret.

Tvister, der udspringer af kollektive overenskomster, skal som hidtil løses i det fagretlige system, idet den enkelte lønmodtager dog skal være berettiget til suverænt at bestemme, om sagen skal behandles ved og afgøres af de almindelige domstole.

Arbejdsretten skal i det væsentlige sammensættes som i dag, idet der dog alene skal kunne udpeges personer, der er eller opfylder betingelserne for at være landsdommere. Hverken byretsdommere eller højesteretsdommere skal således have mulighed for at sidde i Arbejdsretten.

Ansættelses- og arbejdsretlige sager ved de almindelige domstole skal behandles af byretterne på linie med byretternes behandling af boligsager. Byretterne skal således suppleres med lægdommere, der vælges ligeligt af henholdsvis lønmodtager- og arbejdsgiverside. Byretterne skal, når de behandler ansættelses- og arbejdsretlige sager, benævnes arbejdsmarkedsretter.

For både Arbejdsretten og arbejdsmarkedsretterne skal Højesteret være fælles ankeinstans, idet der dog kun skal være uhindret adgang til 2. instansbehandling i mere principielle sager.