ForsideHvem er vi Bliv medlem Karriererådgivning A-kasse Medlemstilbud Kurser Juridisk bistand Mine sider Presse
Hvem er vi
Christiansborg

B. Grundlæggende rettigheder

Med udgangspunkt i og med inspiration fra diskriminationsloven skal der opstilles et generelt forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet.

Dette forbud skal dække både direkte og indirekte forskelsbehandling af enhver art, herunder på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro, seksuel orientering, fagforeningsmedlemskab, køn eller alder mv. Tilsidesættelse af dette forbud mod forskelsbehandling skal være dobbelt sanktioneret. Dels ved at indføje en egentlig straffebestemmelse, dels ved en bestemmelse om godtgørelse til den person, der udsættes for forskelsbehandling.

På tilsvarende måde og på samme niveau skal der indføres en lighedsgrundsætning i lønmodtagerloven, så det, der i det væsentlige er lige, skal behandles lige. Dette svarer til den lighedsgrundsætning, der gælder på det offentlige arbejdsmarked.

Lønmodtagerlovens rettigheder skal være ufravigelige og skal således hverken ved individuel eller kollektiv aftale kunne fraviges til ugunst for den enkelte.

Derimod skal det af lønmodtagerloven fremgå, at kollektive overenskomstbestemmelser og kollektive overenskomster som helhed skal kunne fraviges ved individuel aftale. Den individuelle aftalefrihed skal således være dominerende. På tilsvarende måde skal en kollektiv overenskomst kun dække og omfatte den overenskomstbærende organisations egne medlemmer, medmindre der indgås individuel aftale om noget andet.

Af lønmodtagerloven bør det fremgå, at EU-direktiver skal implementeres ved lovgivning, og at de enkelte implementeringslove kun kan fraviges ved individuel aftale og/eller kollektiv overenskomst, såfremt fravigelsen er til gunst for lønmodtageren/lønmodtagerne. Dette skal også gælde i relation til eventuelle godtgørelsesniveauer, så det undgås, sådan som tilfældet har været i relation til ansættelsesbeviser, at der eksisterer et godtgørelsesniveau ved de almindelige domstole og et andet godtgørelsesniveau i det kollektive arbejdsretlige system.

Det skal være den enkelte person og ikke de faglige organisationer, der har retten til at føre eller ikke føre en sag om den pågældendes rettigheder og pligter. Faglige organisationers påtaleret skal således til enhver tid udspringe af et ønske fra den enkelte lønmodtager, og det skal til stadighed være den enkelte lønmodtager, der "ejer" alle sager med relation til den pågældende selv.
 

FRIE Funktionærer • Hovedkontor og A-kasse • Postboks 925 • Paghs Gård • Overstræde 2 b • 5100 Odense C • Tlf.: 6313 8550 • fifu@f-f.dk

A-kasse Lønsikring Billig A-kasse A-kasse kontingent A-kasse indmeldelse