A. Lovens område

Overordnet er det helt centralt, at loven beskytter alle, der reelt er lønmodtagere. Det skal i loven defineres, hvem der er lønmodtager. Definitionen skal sikre, at eksempelvis personer, der er franchisetagere uden reelt at være selvstændige erhvervsdrivende, skal være omfattet af loven. Som eksempel herpå kan nævnes franchisetagere i Hjem-is kæden.

En lønmodtagerlov bør således omfatte alle lønmodtagere, herunder både funktionærer og ikke-funktionærer, ligesom lovens beskyttelsesregler, herunder grundlæggende rettigheder bør omfatte vikarer og vikarbureauansatte. Det bør i den forbindelse overvejes, om vikarer og/eller vikarbureauansatte skal anses for at have 2 arbejdsgivere - eksempelvis både vikarbureauet og den virksomhed, hvor den vikarbureauansatte rent faktisk udfører arbejdet.

På tilsvarende måde bør loven forholde sig til distance- og hjemmearbejde.

Lønmodtagerloven bør også nærmere definere arbejdsgiverbegrebet. Dette synes navnlig relevant i relation til koncerner samt i relation til virksomheder, der opererer via franchise. Eksempelvis bør alle medarbejdere i Mac Donalds-koncernen sikres koncernrettigheder - fx koncernrepræsentation - uanset om de formelt set er ansatte hos franchisetagere.