L. Ansættelsesforholdets ophør

Der skal gælde fælles opsigelsesregler for funktionærer og ikke-funktionærer. Med udviklingen på arbejdsmarkedet er tiden løbet fra sondringen mellem ikke-funktionærer og funktionærer. En sondring, som ofte har givet funktionærer omfattet af Funktionærloven en markant bedre retstilling end ikke-funktionærer, der er omfattet af kollektiv overenskomst og/eller individuel aftale.

De nærmere opsigelsesregler kan tage deres naturlige udgangspunkt i opsigelsesreglerne i funktionærlovens § 2. Opsigelsesreglerne bør suppleres med en forbedring af lønmodtagernes ret til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til bestemmelsen i funktionærlovens § 2a. Den anciennitetsbestemte fratrædelsesgodtgørelse i henhold til bestemmelsen i funktionærlovens § 2 a bør således forbedres både for så vidt angår den anciennitet, der skal til for at opnå krav på fratrædelsesgodtgørelse, og størrelsen af den maksimale fratrædelsesgodtgørelse. Der bør således allerede ved 10 års anciennitet haves ret til en måneds fratrædelsesgodtgørelse stigende med en måned hvert andet år til 6 måneders fratrædelsesgodtgørelse ved 20 års anciennitet eller derover.

I modsætning til den nu gældende retsstilling bør lønmodtagere i væsentligt videre omfang have ret til at vælge at blive fritstillet i forbindelse med en af arbejdsgiveren meddelt opsigelse. Lønmodtagere med et opsigelsesvarsel på 3 måneder eller derover bør således have ret til at vælge at blive fritstillet efter udløbet af den første måned af opsigelsesperioden, såfremt tvingende driftsmæssige grunde hos arbejdsgiveren ikke måtte tilsige andet. Anden indtægt i fritstillingsperioden skal modregnes i arbejdsgiverens lønforpligtelse over for den fritstillede lønmodtager.

Der skal indføres anciennitetsbestemte muligheder for ret til hjælp til jobsøgning og konsulentbistand, og der skal i det hele taget indføres markant skærpede bestemmelser for at opsige medarbejdere med lang anciennitet. En af disse skærpelser bør være en regel om omvendt bevisbyrde - eller som minimum delt bevisbyrde - ved opsigelse af medarbejdere med lang anciennitet.

Der skal indføres særregler for vikarer og løsarbejdere m.fl. Særreglerne skal have til formål på den ene side at give både arbejdsgivere og lønmodtagere den fornødne fleksibilitet og på den anden side hindre, at vikarer og løsarbejdere m.fl. bliver arbejdsmarkedets B-hold.

Det skal lovfæstes, at der gælder en egentlig omplaceringspligt og efteruddannelsespligt. Omplaceringspligtens udstrækning skal forøges i takt med den omhandlede medarbejders anciennitet.

På tilsvarende måde skal det lovfæstes, at der ikke uden en forudgående skriftlig advarsel kan ske opsigelse på sagligt grundlag begrundet i en lønmodtagers forhold. Endvidere skal der indføres en egentlig høringsprocedure med forbillede i høringsreglerne på det offentlige arbejdsmarked.

Af lønmodtagerloven skal det fremgå, at der som hovedregel ikke kan afgives opsigelse under lov- eller aftalebestemte orlovsperioder. Hvis det alligevel sker, begynder opsigelsesvarslet først at løbe efter orlovsperiodens udløb.

Det er væsentligt at ændre den nugældende retstilstand, efter hvilken det ofte er økonomisk risikofrit for en arbejdsgiver at bortvise en lønmodtager.

I tilfælde af uberettiget bortvisning skal det af lønmodtagerloven fremgå, at der i modsætning til i dag skal tilkendes den bortviste en godtgørelse. Denne godtgørelse skal være af en sådan størrelse, at det for enhver arbejdsgiver vil være mærkbart. En mulighed kunne være at doble erstatningen for manglende løn i en opsigelsesperiode op.

Det i dag gældende loft for ydelser fra Lønmodtagernes Garantifond bør fjernes eller i hvert fald som minimum væsentligt forhøjes.

Reglen i funktionærlovens § 2 b om, at retten til godtgørelse for usaglig opsigelse forudsætter, at man har været ansat mindst et år på opsigelsestidspunktet, bør ændres, så perioden reduceres til 3 måneder. Hermed opnås overensstemmelse mellem den maksimale prøvetidsperiode og perioden, efter hvilken der kan rejses krav om godtgørelse for usaglig opsigelse.

Herudover bør de maksima for godtgørelser, der foreskrives i funktionærlovens § 2 b, forhøjes væsentligt og bør principielt ligge på niveau med de godtgørelsesrammer, der følger af lov om ligebehandling. Inden for disse godtgørelsesrammer bør det overlades til domstolene at fastlægge en nærmere praksis for godtgørelsesniveauerne.