Menneskeretskonventionens foreningsfrihedsbegreb

I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Danmark var med til at vedtage i midten af forrige århundrede, findes der følgende bestemmelse om forenings- og organisationsfrihed i artikel 11:

"Stk. 1: Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Stk. 2: Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i udøvelsen af disse rettigheder."

Efter menneskeretskonventionens begreber er der altså dels en beskyttelse af foreningsfriheden i bredeste forstand. Men menneskeretskonventionen går videre og nævner direkte fagforeningsfrihed som en særlig kvalificeret form for foreningsfrihed indeholdt i det almindelige begreb, men som på grund af den særlige sociale og politiske betydning, fagforeningen har, er udtrykkeligt fremhævet i konventionens artikel 11.

Ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 11. januar 2006 er det fastslået, at foreningsfriheden omfatter både den såkaldte positive foreningsfrihed (retten til at være medlem af en forening) og den såkaldte negative foreningsfrihed (retten til at undlade at være medlem af en forening eller en bestemt forening).