Eksklusivaftalernes historiske baggrund

Den historiske begrundelse for eksklusivaftalerne var, at man ønskede at forhindre, at ikke-medlemmer af en fagforening kom til at virke som løntrykkere og for at forhindre, at der opstod konkurrerende fagforeninger.

En eksklusivaftale er en aftale, der indebærer, at kun bestemte personer eller grupper, som er omfattet af den pågældende aftale, må ansættes hos en bestemt arbejdsgiver. På det danske arbejdsmarked eksisterer der sådanne eksklusivaftaler mellem nogle arbejdsgivere og fagforbund om, at arbejdsgiveren kun må beskæftige medlemmer af det pågældende forbund.

Der er ikke nogen nøjagtigt oversigt over, hvor mange, der i dag er omfattet af eksklusivbestemmelser, men et forsigtigt gæt er, at det på det danske arbejdsmarked udgør cirka 10% af de beskæftigede eller 200.000 er nok ikke helt ved siden af. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der ikke lovligt kan eksistere eksklusivaftaler inden for den offentlige sektor.

Eksklusivaftalerne levede uantastet en sikker tilværelse, uanset Grundlovens § 74, frem til sidste halvdel af forrige århundrede. Her kom der angreb på eksklusivaftalerne udefra. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dens domstol i Strasbourg afsagde i 1981 en dom mod Storbritannien, der klart indskrænkede eksklusivaftalernes rækkevidde. På baggrund af denne dom vedtog det danske folketing i 1982 en lov om foreningsfrihed, som lige akkurat, men heller ikke mere, indrettede det danske arbejdsmarked i overensstemmelse med Menneske-retsdomstolens afgørelse fra 1981 - den såkaldte "British Rail-sag". De nye regler betød, at en arbejdsgiver hverken måtte fyre en lønarbejder, fordi denne var medlem af en bestemt forening, eller fordi denne ikke var medlem af en bestemt forening. Men de nye regler gjaldt kun, hvis der blev indgået en eksklusivaftale efter, at medarbejderen var blevet ansat.

I 1990 modtog Folketinget en skarpere lovgivning om afskedigelse på grund af foreningsforhold, hvor der bl.a. blev indført mulighed for, at afskedigelsen kunne underkendes, og ansæt-telsesforholdet opretholdes eller genoprettes, hvis den afskedigede ønskede det. Der blev fastsat regler om en godtgørelse, der skulle betales af arbejdsgiveren, hvis han havde forbrudt sig mod foreningsfrihedsreglerne, og godtgørelsens krav udgør mindst 1 måned og højst 24 måneders løn.

I en senere afgørelse ved Menneskeretsdomstolen, den såkaldte "Sigurjonsson-sag" i midten af 90'erne, skete der efter mange juristers opfattelse yderligere en indskrænkning i eksklusiv-aftalernes lovlige område. Men den danske arbejdsminister og det danske folketing har nægtet at foretage yderligere indskrænkninger i eksklusivaftalerne på det danske arbejdsmarked.

I 1999 fastslog Højesteret i tre domme, hvoraf den ene er Frie Funktionærers medlem, at eksklusivaftaler under særlige omstændigheder kan være lovlige på det danske arbejdsmarked.

Det er disse domme, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved sin dom den 11. januar 2006 har underkendt.