 |
Rådighed |
For at få dagpenge, skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Du skal bl.a.:
- være tilmeldt Jobcenteret som ledig og arbejdssøgende
- oprette og løbende ajourføre dit CV på jobnet.dk.
- bo og opholde dig i Danmark
- kunne overtage arbejde med dags varsel
- som fuldtidsforsikret skal du stå til rådighed for 37 timers arbejde om ugen.
- som deltidsforsikret skal stå til rådighed for op til 30 timers arbejde om ugen.
- søge arbejde, og deltage i kurser og lignende, der øger dine muligheder for at få arbejde
- følge den plan for jobsøgning, som du har aftalt med a-kassen, og deltage i de aktiviteter, der indgår i en evt. jobplan med Jobcenteret.
Din opholdsadresse
Hvis du flytter, skal du melde adresseændring til både det lokale jobcenter og a-kassen. Du må ikke omadressere din post til en anden adresse, for så kan jobcenteret ikke få fat i dig med dags varsel.
Din jobsøgning
Du har pligt til at søge og stå til rådighed for arbejde. Du skal søge og kunne formidles "rimeligt arbejde". Det betyder, at du skal overtage alt arbejde, som du kan varetage - uden hensyn til tidligere arbejde og uddannelse - eventuelt efter en kortere oplæring.
Du skal også være aktivt arbejdssøgende, når du deltager i tilbud efter en jobplan eller selv om du snart skal noget andet - fx begynde nyt arbejde eller gå på efterløn.
Du skal søge job fra første ledige dag, og være aktivt søgende hver uge i ledighedsperioden (undtagen uger hvor du deltager i selvvalgt uddannelse). Din jobsøgning skal være realistisk, seriøs og målrettet. Har du vanskeligt ved at finde tilstrækkeligt mange job at søge inden for dit eget fagområde, skal du udvide din jobsøgning til andre fagområder.
A-kassen skal vurdere din jobsøgning ved den lovpligtige rådighedssamtale mindst hver 3. måned, og med dig aftale din Plan for jobsøgning, som danner rammen for din jobsøgning frem til næste (eventuelle) samtale.
Transporttiden
Reglerne om rådighed for arbejdsmarkedet stiller også krav om "geografisk mobilitet".
Den daglige transporttid kan være op til 3 timer med offentlige transportmidler, men efter 3 mdr.s ledighed skal man acceptere mere end tre timers daglig transport.
Mellem- og højtuddannede skal kunne overtage arbejde uanset daglig transporttid, men dog således, at det skal være muligt at komme til og fra arbejde samme dag.
Ved formidling af arbejde, hvor den daglige transport bliver mere end 3 timer for den ledige, skal jobcenteret naturligvis tage hensyn til familiemæssige forhold, fx enlige forældre, børnefamilier med mere.
Vurdering af din rådighed
A-kassen har i henhold til lovgivningen pligt til at vurdere og tjekke din rådighed indtil du igen er i job eller på anden vis forlader dagpengesystemet:
- Rådighedssamtale hver 3. måned med fokus på din indsats og jobsøgningsaktivitet.
Din rådighed skal også vurderes, hvis:
- Du søger om dagpenge efter længere tids sygdom
- Du siger dit job op for at overtage et andet med færre timer, og søger om supplerende dagpenge
- Du har søgt om eller modtager førtidspension (social pension)
- Du 2 gange melder afbud til samtale pga. sygdom (samtale i a-kassen, Jobcenter el. hos anden aktør).
- Du afslår en jobplan.
- Du bliver ledig efter sæsonarbejde.
- - og hvis der i øvrigt er forhold, der kan give anledning til tvivl om din rådighed.