ForsideHvem er vi Bliv medlem Karriererådgivning A-kasse Medlemstilbud Kurser Juridisk bistand Mine sider Presse
A-kasse
Arbejdsgivergodtgørelse for de første 3 ledige dage (G-dage)

Arbejdsgivergodtgørelse for de første 3 ledige dage (G-dage)

Fra 1. juli 2008 skal arbejdsgiveren betale 3 G-dage.

3 G-dage
Normalt kan du ikke få dagpenge de første 3 dage, du er ledig. Du skal i stedet have udbetalt dagpenge som arbejdsgivergodtgørelse (G-dage) fra din arbejdsgiver, som har pligt til at betale G-dage til dig, hvis: 

  • du er medlem af en a-kasse
  • du er afskediget, hjemsendt eller ophørt i vikariat 
  • du har haft mindst 74 arbejdstimer i de sidste 4 uger hos arbejdsgiveren 
  • du er helt eller delvist ledig på de pågældende dage (er ikke syg eller holder ferie)

Alle 4 betingelser skal være opfyldt. Er du berettiget til G-dage, kan du ikke få dagpenge fra a-kassen for disse dage.

Er alle 4 betingelser ikke opfyldt, kan du få dagpenge fra a-kassen, forudsat du er tilmeldt det lokale Jobcenter og i øvrigt har ret til dagpenge.

Hel eller halv godtgørelse
Er du helt ledig eller har højst 3,4 arbejdstimer på dagen, skal du have udbetalt en hel godtgørelse (766 kr. i 2011).
Har du mellem 3,4 og 7,3 timer på dagen, skal du have udbetalt en halv godtgørelse (383 kr. i 2011).

Samme arbejdsgiver skal højst betale dig 16 godtgørelser pr. kalenderår. Herefter kan du få dagpenge fra a-kassen fra 1. ledige dag.

Udbetaling fra arbejdsgiveren
Det er vigtigt, at du sikrer, at du får udbetalt G-dagene, da a-kassen er forpligtet til at trække dem fra i dine dagpenge. Arbejdsgiveren skal udbetale G-dagene senest ved 2. lønudbetaling efter arbejdsophøret.

Kontakt a-kassen
Har du problemer med at få G-dagene udbetalt, skal du kontakte a-kassen. Vi hjælper dig med at inddrive pengene, og vi kan ”lægge ud” indtil arbejdsgiveren betaler.

Ingen godtgørelse
Der er dog tilfælde, hvor du ikke har ret til G-dage, fx:

  • hvis du selv er skyld i, at du er blevet ledig 
  • hvis du har andet arbejde 
  • hvis du holder ferie eller får sygedagpenge
  • hvis arbejdsgiveren har fået løntilskud til din løn 
  • hvis arbejdsgiveren er gået konkurs eller er i betalingsstandsning 
  • hvis du allerede har fået 16 G-dage i år fra samme arbejdsgiver

Formålet med den 3. G-dag er bl.a. at få arbejdsgiverne til at planlægge arbejdet, så behovet for afskedigelser og hjemsendelser mindskes, ligesom de arbejdsgivere, der ofte afskediger eller hjemsender ansatte, i højere grad kommer til at bidrage til finansiering af dagpenge-systemet.

 

FRIE Funktionærer • Hovedkontor og A-kasse • Postboks 925 • Paghs Gård • Overstræde 2 b • 5100 Odense C • Tlf.: 6313 8550 • fifu@f-f.dk
A-kasseLønsikringBillig A-kasseA-kasse kontingentA-kasse indmeldelseFølg os på facebook