Hvis din timeløn er under 101,62 kr. skal a-kassen dog benytte 101,62 som "timeløn", når det lempeligere fradrag i efterlønnen skal udregnes.
Når du har tjent de 33.005 kr., modregnes du igen time for time. I næste kalenderår kan du igen få det lempeligere fradrag, indtil du i det år har en samlet lønindkomst på 33.005 kr. Sådan bliver det ved hvert år, så længe du er på efterløn (beløbsgrænsen på 33.005. reguleres hvert år).
I det år, hvor du overgår til efterløn eller når folkepensionsalderen, vil beløbet på 33.005 blive nedsat.
Ukontrollabelt arbejde: Det er kun hvor dit arbejde er kontrollabelt, at du kan drage nytte af det lempede fradrag. Er din arbejdstid ukontrollabel, skal indtægten i ugen omregnes til timer med omregningssatsen på 200,51 (2010).
Spørg a-kassen, hvis du er i tvivl om dit arbejde er kontrollabelt.
Fradrag for ukontrollabelt arbejde
Hvis arbejdsgiveren ikke har mulighed for at kontrollere din arbejdstid, beregnes timefradraget i efterlønnen ved at din lønindtægt før skat omregnes med omregningssatsen, som i 2010 er 200,51. Det betyder, at for hver gang der ved ukontrollabelt arbejde tjenes kr. 200,51, skal der trækkes (mindst) 1 time i efterløn.
Eksempel: Har du tjent 5.000 kr. ser fradraget således ud:
5.000 : 200,51 = 24,6 timer, der fradrages i ydelsen fra a-kassen. Se mere om ukontrollabelt arbejde.
Mindsteudbetalingsreglen
Hvis du arbejder mere end 29,6 timer i en uge, får du ingen efterløn for den uge. For deltidsforsikrede er mindstereglen på 1/5 del af timesnittet før overgang til efterløn. Reglen gælder også i uger hvor man er omfattet af det lempeligere fradrag. I den situation er det ikke det omregnede antal timer der afgør, om man kan få efterløn i ugen, men det antal timer, man faktisk har arbejdet.
Overskydende timer
Som udgangspunkt sker der fradrag for alle de timer, du arbejder i efterlønsperioden. De timer, du arbejder mere end 37 timer i en uge, medfører fradrag i den næste uge. Arbejder du således 40 timer i en uge, bliver de 3 overskydende timer overført og modregnet i efterlønnen for den næste uge.
Skattefri præmie
Arbejde i efterlønsperioden kan give adgang til optjening af skattefrie præmieportioner - forudsat du først er gået på efterløn efter 2-års-reglen er opfyldt.
Selvstændig bibeskæftigelse
Under visse forudsætninger - og med fradrag time for time - kan du udøve selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i efterlønsperioden, men det vil i alle tilfælde kræve en særlig skriftlig tilladelse fra a-kassen. Tilladelsen forudsætter bl.a., at arbejdet holdes under 400 timer om året, og at dækningsbidrag 1 ikke overstiger årlig kr. 68.070 (2010-beløb).
Kontakt a-kassen for nærmere vejledning – og se mere i pjecen i højre menu.
Frivilligt, ulønnet arbejde
Arbejde medfører som udgangspunkt fradrag i efterlønnen, uanset om arbejdet er lønnet eller ulønnet, og selvom det udføres uden for normal arbejdstid og på helligdage.
Under visse betingelser har du imidlertid mulighed for at udføre frivilligt ulønnet arbejde, uden at arbejdstimerne skal fradrages i din efterløn. Du kan - så meget du vil - udføre frivilligt, ulønnet arbejde, der ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Det er arbejde i organisationer, foreninger eller lignende, der ikke udføres som led i et ansættelsesforhold. Der er mange opgaver, der udføres som frivilligt, ulønnet arbejde, og de ligger typisk inden for det sociale- og sundhedsmæssige område eller på det humanitære eller det kulturelle felt. Det kan også være opgaver i sportsklubber eller i beboer- eller grundejerforeninger.
Det kan være at lave kaffe i medborgerhuset, ekspedere i genbrugsbutikken eller tage vagter i en telefonrådgivning, som ikke forudsætter særlig uddannelse. Du kan være besøgsven eller hjælpe ældre mennesker med indkøb. Eller du kan være med i amatørteater og skrive program for forestillingen!
Hør nærmere om dine muligheder i a-kassen – og se mere i pjecen i højre menu.